Hele vores filmprojekt startede i feltarbejde i forskellige institutioner. Vi endte ud med at tage udgangspunkt i ovenstående praksisfortælling. I episoden fra praksisfortællingen lader en pædagog sine personlige-og tidligere dårlige oplevelser med et konkret barn, fylde mere end det professionelle. Den gentagne negative tone påvirker barnet, og hvis ikke andre pædagoger giver barnet positiv kontakt, men derimod hopper med på den negative bølge, går det hen og bliver til sandheden. Hvis ikke der bliver brudt med et sådant mønster, er der risiko for, at det kan følge barnet fra børnehaven op i skolen og videre ind i voksenlivet. Pædagogen i praksisfortællingen behandler Peter anderledes end de andre børn på grund af hendes personlige forhold til ham. Sætter man hendes måde at handle på ind i teorien om de 3 p’er, kan man se at hun ikke handler på den mest hensigtsmæssige måde.
De 3 p’er er:
- Det private
- Det personlige
- Det professionelle
Pædagogen er i det personlige rum, når hun drager sine egne negative erfaringer og oplevelser med Peter i ind dagligdagen i børnehaven. Temaet omkring forskelsbehandling har vi overført til vores film. Filmen omhandler et køreskole hold i stedet for en børnehave af to årsager:
For det første var det vigtigt for os, at filmen blev troværdig, det bliver den ved, at vi spiller karakterer som er så tæt på os selv som muligt mht køn, alder osv.
For det andet var det meningen, at filmen skulle afspejle hvor svært det kan være at komme ud af rollen som “offer”. I filmen får Mette flashback fra sin barndom, hvor hun blev behandlet negativt ligesom Peter i praksisfortællingen. Det viser at man kan tage sådan et billede af sig selv ubevidst med videre fra barndommen op i voksenlivet. Kørelæreren fastholder Mette i det negative på samme måde, som pædagogen gjorde. Flashback klippet foregår inde i bilen hvor kørelæreren Poul, siger sætningen “Du kommer for sent hver evig eneste gang, er du klar over hvor irriterende det er!?”. Sætningen starter flashbacket da Mette hørte samme sætning dengang hun gik i børnehave. Billedet fryser og fader blødt over i et nyt klip. Samtidig er der en lyd af et bånd som spoler tilbage. Klippet med pædagogen er i frøperspektiv for at skabe effekten af, at Mette er lille. Derefter fader billedet tilbage til bilen med samme spole lyd, og en voice over forklarer hvad der er på spil.
I filmen siger Mette fra over for kørelæreren, og stopper med at tage kørekort hos ham. Filmen viser ikke, hvad der får Mette til endelig at finde mod til at sige fra, men det kan være fordi:
Mette kan være kommet ind i nye sociale fællesskaber i f.eks skolen, arbejde eller fritidsaktiviteter, som giver hende anerkendelse og dermed selvtillid og selvværd, hvilket kan give hende mod til at sige fra.
Poul Ricoeur om den hermeneutisk spiral:
Alle mennesker har en forståelseshorisont. Den indeholder alt hvad vi ved, alt det vi har oppe i hovedet er vores verdensforståelse. Hver gang vi møder "et objekt" (en kommentar, en historie, et medie osv), vil vi med vores hermeneutiske måde at forstå det på, kaste et blik på "objektet", og dermed blive klogere på dette. Altså en forståelseshorisont.
Mette har i sin tid mellem børnehaven og køreskolen udvidet sin forståelseshorisont. Hun har gennem de sociale fællesskaber og nye mennesker, lært nye måder at handle på.
Hun har fået udvidet sin horisont og lært at sige fra, som hun gør over for kørelæreren.
Pædagogens udgangspunkt med Peter er negativt, ligesom det er med Mette og kørelæreren. Gennem begge historier skinner det igennem, at de har haft mange dårlige oplevelser med hinanden. Hvis kørelæreren og pædagogen gik ind i det professionelle rum, og trak på deres faglige kompetencer, ville de kunne bruge det til at få et bedre forhold til Peter og Mette. Hvis de fulgte ICDP’s 8 samspilstemaer, som er delt op i 3 dialogformer, kunne det være et godt udgangspunkt. ICDP er et program, der har som mål at støtte og fremme psykosocial omsorgskompetence hos omsorgsgivere og mennesker med ansvar for børns omsorg. Institutionen hvor praksisfortællingen er fundet proklamerer, at de bruger ICDP i dagligdagen.
Den første dialogform, som indeholder de 4 første samspilstemaer, handler om at vise positivitet og justere sig efter barnet for at skabe dialog, anerkende barnet og dets initiativ.
Pædagogen kunne have været mere opmærksom på Peter i minutterne op til spisetid, eller spørge ind til hvad han har lavet, med engagement og indlevelse i stemmen. Det kunne skabe en positiv dialog omkring hvad der optager Peter, og pædagogen kunne anerkende Peters interesser.
Kørelæreren skal selvfølgelig ikke have en plakat med ICDP til at hænge i køreskolebilen. ICDP er til gengæld godt at tage udgangspunkt i, når man har med andre mennesker at gøre, hvilket kørelæreren ikke gør ved Mette.
Litteratur:
Nielsen, Margit Margrethe - Relations- og ressourceorienteret pædagogik - ICDP
Stevn Bach, Allan - Kognition og pædagogik - Om ICDP
Jappe, Erik - Håndbog for pædagogstuderende (9. udgave) s. 181-182
Dias fra undervisning:
Mediekultur - s. 4-6, Thomas Waring Stubben, d.5-4-2016
Ingen kommentarer:
Send en kommentar