Film - Mette det sorte får

https://www.youtube.com/watch?v=HhnzlJ7oiWw

Praksisfortælling til filmprojekt

Det er spisetid i børnehaven, og de omkring 40 børn bliver hver dag delt op i 4 grupper for at spise hver for sig. Jeg sad i et af rummene sammen med 8 børn i forskellige aldrer og én anden pædagog. 7 af børnene har sat sig til bords, og er klar til at gå igang, da det sidst barn Peter kommer ind. Pædagogen påpeger med det samme, han kommer ind i rummet, at han igen er den sidste, og at de andre venter på ham. “Jeg har spist med denne gruppe børn i 3 måneder, så jeg ved, at han altid er den sidste”. Hun beder ham om at sætte sig ved siden af en anden dreng, men han siger at ham vil han ikke sidde ved siden af. Pædagogen hæver stemmen og følger ham over på pladsen. I løbet af de 30 minutter hvor børnene sad og spiste, påpeger pædagogen ting som Peter gør forkert. De andre børn blev tiltalt med en helt anden tone og slet ikke i samme omfang.

Da et par af de andre børn begynder at gå fra efter at have fået lov, vælger Peter også at gå. Pædagogen hæver igen stemmen, og siger at han skal sætte sig. Peter svarer; “Jeg gør hvad der passer mig”. Pædagogen siger at det kan han bare gøre, men at hun vil komme og hente ham om lidt alligevel.

Pædagogen bliver siddende, og der bliver efterfølgende ikke fulgt op på de mange negative episoder.

Under hele spisningen kigger pædagogen nervøst på mig, hver gang hun skælder Peter ud, eller påpeger noget, han ikke skal gøre. Det virkede på mig som om, hun søgte en form for anerkendelse fra mig på hendes måde at håndtere situationen.

Analyse af filmprojekt

Hele vores filmprojekt startede i feltarbejde i forskellige institutioner. Vi endte ud med at tage udgangspunkt i ovenstående praksisfortælling. I episoden fra praksisfortællingen lader en pædagog sine personlige-og tidligere dårlige oplevelser med et konkret barn, fylde mere end det professionelle. Den gentagne negative tone påvirker barnet, og hvis ikke andre pædagoger giver barnet positiv kontakt, men derimod hopper med på den negative bølge, går det hen og bliver til sandheden. Hvis ikke der bliver brudt med et sådant mønster, er der risiko for, at det kan følge barnet fra børnehaven op i skolen og videre ind i voksenlivet. Pædagogen i praksisfortællingen behandler Peter anderledes end de andre børn på grund af hendes personlige forhold til ham. Sætter man hendes måde at handle på ind i teorien om de 3 p’er, kan man se at hun ikke handler på den mest hensigtsmæssige måde.

De 3 p’er er:

• Det private
• Det personlige
• Det professionelle

Pædagogen er i det personlige rum, når hun drager sine egne negative erfaringer og oplevelser med Peter i ind dagligdagen i børnehaven. Temaet omkring forskelsbehandling har vi overført til vores film. Filmen omhandler et køreskole hold i stedet for en børnehave af to årsager:

For det første var det vigtigt for os, at filmen blev troværdig, det bliver den ved, at vi spiller karakterer som er så tæt på os selv som muligt mht køn, alder osv.

For det andet var det meningen, at filmen skulle afspejle hvor svært det kan være at komme ud af rollen som “offer”. I filmen får Mette flashback fra sin barndom, hvor hun blev behandlet negativt ligesom Peter i praksisfortællingen. Det viser at man kan tage sådan et billede af sig selv ubevidst med videre fra barndommen op i voksenlivet. Kørelæreren fastholder Mette i det negative på samme måde, som pædagogen gjorde. Flashback klippet foregår inde i bilen hvor kørelæreren Poul, siger sætningen “Du kommer for sent hver evig eneste gang, er du klar over hvor irriterende det er!?”. Sætningen starter flashbacket da Mette hørte samme sætning dengang hun gik i børnehave. Billedet fryser og fader blødt over i et nyt klip. Samtidig er der en lyd af et bånd som spoler tilbage. Klippet med pædagogen er i frøperspektiv for at skabe effekten af, at Mette er lille. Derefter fader billedet tilbage til bilen med samme spole lyd, og en voice over forklarer hvad der er på spil.

I filmen siger Mette fra over for kørelæreren, og stopper med at tage kørekort hos ham. Filmen viser ikke, hvad der får Mette til endelig at finde mod til at sige fra, men det kan være fordi:

Mette kan være kommet ind i nye sociale fællesskaber i f.eks skolen, arbejde eller fritidsaktiviteter, som giver hende anerkendelse og dermed selvtillid og selvværd, hvilket kan give hende mod til at sige fra.

Poul Ricoeur om den hermeneutisk spiral:

Alle mennesker har en forståelseshorisont. Den indeholder alt hvad vi ved, alt det vi har oppe i hovedet er vores verdensforståelse. Hver gang vi møder "et objekt" (en kommentar,  en historie, et medie osv), vil vi med vores hermeneutiske måde at forstå det på, kaste et blik på "objektet", og dermed blive klogere på dette. Altså en forståelseshorisont.

Mette har i sin tid mellem børnehaven og køreskolen udvidet sin forståelseshorisont. Hun har gennem de sociale fællesskaber og nye mennesker, lært nye måder at handle på.  

Hun har fået udvidet sin horisont og lært at sige fra, som hun gør over for kørelæreren.

Pædagogens udgangspunkt med Peter er negativt, ligesom det er med Mette og kørelæreren. Gennem begge historier skinner det igennem, at de har haft mange dårlige oplevelser med hinanden. Hvis kørelæreren og pædagogen gik ind i det professionelle rum, og trak på deres faglige kompetencer, ville de kunne bruge det til at få et bedre forhold til Peter og Mette. Hvis de fulgte ICDP’s 8 samspilstemaer, som er delt op i 3 dialogformer, kunne det være et godt udgangspunkt. ICDP er et program, der har som mål at støtte og fremme psykosocial omsorgskompetence hos omsorgsgivere og mennesker med ansvar for børns omsorg. Institutionen hvor praksisfortællingen er fundet proklamerer, at de bruger ICDP i dagligdagen.

Den første dialogform, som indeholder de 4 første samspilstemaer, handler om at vise positivitet og justere sig efter barnet for at skabe dialog, anerkende barnet og dets initiativ.

Pædagogen kunne have været mere opmærksom på Peter i minutterne op til spisetid, eller spørge ind til hvad han har lavet, med engagement og indlevelse i stemmen. Det kunne skabe en positiv dialog omkring hvad der optager Peter, og pædagogen kunne anerkende Peters interesser.   

Kørelæreren skal selvfølgelig ikke have en plakat med ICDP til at hænge i køreskolebilen. ICDP er til gengæld godt at tage udgangspunkt i, når man har med andre mennesker at gøre, hvilket kørelæreren ikke gør ved Mette.

Litteratur:

Nielsen, Margit Margrethe - Relations- og ressourceorienteret pædagogik - ICDP

Stevn Bach, Allan - Kognition og pædagogik - Om ICDP

Jappe, Erik - Håndbog for pædagogstuderende (9. udgave) s. 181-182

Dias fra undervisning:

Mediekultur - s. 4-6, Thomas Waring Stubben, d.5-4-2016

Filmprojekt

Vi har gennem vores feltarbejde været 3 dage ude i en daginstitution, hvor vi har skulle lave nogle praksisfortællinger. Praksisfortællinger er, et værktøj der bruges til at reflektere og fordybe os i vores kommunikation, og den måde vi agere på, i samspil med børn.

Vi har i studiegruppen udvalgt en praksisfortælling, som vi har analyseret, og kan læses på platformen padlet, som er en elektronisk opslagstavle.

http://padlet.com/wall/llqjv4xx08ik

Ud fra vores praksisfortælling, er vi igang med at udarbejde en film, som senere vil blive lagt på bloggen.

Autopoiese

Autopoiese

 

Som opfølgning på sidste blogindlæg vil vi denne gang prøve at forklare et af Batesons andre begreber, nemlig autopoiese.

Vi har alle vores eget billede af verden og alt i den. Vi ser ting forskelligt på grund af vores baggrund erfaringer etc. Når vi kommunikerer med andre mennesker vil vores individuelle verdensbillede påvirke det billede vi danner os.

Du vil altid se et andet menneske gennem kommunikationen. Man prøver at påvirke den andens syn på en selv gennem kommunikationen. Det billede man har af sig selv vil altid være anderledes i forhold til vedkommende som der kommunikeres med.

“Vi kan aldrig helt forstå verden udenfor os selv, men vi via vores egne meningsstrukturer kommunikativt kobler os til den ydre verden” (Maturana)

Bateson

Bateson

Gregory Bateson var en af 1900-tallets mest betydningsfulde teoretikere. Han var atypisk, da han brugte sin naturvidenskabelige baggrund til at forklare og analysere sociale sammenhænge mellem mennesker. Han undersøgte hvordan vi mennesker tænker, hvilke mønstre der forbinder alt levende og han prøvede at forstå kommunikation. Bateson forstod kommunikation som uundgåelig, det er umuligt ikke at kommunikere også når du ikke ønsker at kommunikere med andre. Hvis man undlader at kommunikere, er det også en slags kommunikation.

Konstruktivisme

Ifølge Bateson har alle mennesker deres egen virkelighed og dermed også deres eget individuelle verdensbillede. Vi danner denne opfattelse gennem erfaringer, oplevelser og i mødet med andre mennesker. Konstruktivisme kan eksemplificeres på følgende måde:

Ved første øjekast er en ko “bare” et dyr, den forsyner os med mælk og røde bøffer. Ser man på koen med Batesons teoribriller har vi alle forskellige syn på koen.

• En hindu: Et helligt dyr,
• En afrikaner: Mad til en hel landsby, arbejdskraft
• Kokken: Bøffer
• En bybo: Kunne se den som farlig, ulækker,
• Landmand: Hvilken race, hvilket køn, en indtægt, mælk
• En kunstner: Inspiration
• Videnskaben: Mål, vægt, udbytte, udvikling af racen over tid

Dette eksempel med koen er som udgangspunkt meget simpelt. Men du kan overføre pointen til al kommunikation mellem mennesker. Essensen i det er at alle mennesker har en individuel forståelse af verden, og det vil sige alt. Snakker du med et andet mennesker om politik, religion, mad, køer eller hvilket som helst andet emne, vil du altid se det fra din egen forståelse. Man kan sige at virkeligheden kun er virkelighed for dig selv. 

Bateson har mange teorier og begreber f.eks. autopoiese og transaktions- og transmissionsmodellen, som vi på et senere tidspunkt vil skrive om på bloggen,  

Barnets sproglige udvikling

Den sproglige forståelse begynder allerede fra før barnet bliver født. Det sker via oplæsning, ubehag i stemmerne ved skænderier eller lign. Forældrene påvirker på den måde barnet allerede fra første levedag.

Kjeld Kjertmann, tidligere lektor i dansk sprog, har beskrevet barnets sproglige udvikling fra efter det bliver født og inddelt det i tre interaktionsfaser:

Fase 1.

Primærintersubjektivitet (0-5 måneder)    

Det sprog som barnet har i denne fase, kalder Kjertmann også for protosprog. Et sprog baseret på lyde, mimik og generelt kropssprog. I den linkede video ser man et eksempel på hvor meget barnet bliver påvirket af den manglende “kommunikation”. Barnet i videoen er ældre end 5 måneder, men det viser meget godt hvor meget “sprog” der er uden egentlige ord. Denne kommunikation i de første måneder foregår mellem barnet og moderen eller den primære omsorgsperson.

https://www.youtube.com/watch?v=vmE3NfB_HhE&feature=endscreen&NR=1

Fase 2.

Subjektivitet (5-8 måneder)

I denne fase begynder barnet at koordinere sanser og motorik. I løbet af de ca. 3 måneder begynder barnet at gøre iagttagelser omkring sig og inddrage det i kommunikationen. I videoen fra før ser vi også hvordan, barnet prøver at fange moderens opmærksomhed, ved at pege rundt i lokalet og på den måde få respons.

Fase 3.

Sekundær intersubjektivitet (ca. 8-16 måneder)

Nu begynder barnet så småt at koble enkelte ord på genstande, og får en større forståelse for omverdenen. Barnet tager mere initiativ til at inddrage og pege på ting omkring det og lytteforståelsen vokser nu meget hurtigt.

Ifølge Kjertmann er de tre faser fælles for sprogudviklingen for børn indtil de fylder 16 måneder. Herefter er hastigheden for udviklingen individuel og påvirket af omgivelserne. Barnet begynder i vuggestue hvor det ofte tilbringer mange timer hver dag. Her har vi som pædagoger et stort ansvar for, at alle børn får muligheden for at udvikle deres sproglige kompetencer.

I ovenstående tabel ses de potentielle kompetencer, som børnene har og hvornår det forventes at de mestrer dem i forhold til alder.

Vi har lavet en aktivitet, som bruger sprog og ved hjælp af Kjertmanns teori kan vi se hvilke kompetencer legen udvikler:

En gruppe børn i 4 års alderen samles af pædagogen for at lege “Hoved, skulder, knæ og tå”. Når sangen er sunget et par gange, sætter alle sig ned og der indledes en snak omkring kroppen.

Eksempel på samtale:

Pædagogen observerer at en af børnene har et plaster på sit ben og spørger ind til hvad der er sket. Barnet fortæller, at han spillede fodbold ude på legepladsen i går, hvor han faldt og slog sit knæ.

Barnet viser at det besidder syntaktisk kompetence ved at bruge ordet “knæ” fra sangen i en grammatisk korrekt sætning, som barnet selv har dannet. Barnet har forståelse for hvad ordet knæ betyder. Dette kommer til udtryk når barnet ved hvor knæet sidder, det er der hvor plastret er og at det gør ondt at slå sig der. Her udviser barnet leksikalsk kompetence. Historien foregik dagen før hvilket barnet er opmærksom på og formår at forklare korrekt i datid, her ses barnets morfologiske kompetence.

Pædagogen nævner en historie fra en cykeltur hvor barnet væltede og ligeledes slog sit knæ. Barnet begynder snakke om episoden og nævner at han græd. Han nævner også at hans dengang nye gule cykel fik en rids hvilket også gjorde ham ked af det.

Her ser man barnets pragmatiske kompetence komme til udtryk da der opstår en dialog mellem pædagog og barn. De bygger videre på hinandens samtaler og barnet bliver følelsesmæssigt påvirket da det fortælle, her kommer den kommunikative kompetence til udtryk.

Hvis man kigger på den pragmatiske kompetence i forhold til tabellen og barnets alder, kan man konstatere at barnet er godt med i forhold til den alderssvarende potentielle kompetence.

Kjertmanns teori om sproglige kompetencer er vigtig at forstå, og et meget nyttigt redskab for pædagogen. Det er med til at sikre at børnene udvikler de forskellige sproglige kompetencer gennem aktiviteter som pædagogen forbereder.  

Følgende blogindlæg er skrevet ud fra bogen "Dansk, kultur og kommunikation" - Et pædagogisk perspektiv, med udgangspunkt i kapitel 2 "Sprogudvikling og sprogpædagogik i det moderne videnssamfund af Kjeld Kjertmann.