Det er spisetid i børnehaven, og de omkring 40 børn bliver hver dag delt op i 4 grupper for at spise hver for sig. Jeg sad i et af rummene sammen med 8 børn i forskellige aldrer og én anden pædagog. 7 af børnene har sat sig til bords, og er klar til at gå igang, da det sidst barn Peter kommer ind. Pædagogen påpeger med det samme, han kommer ind i rummet, at han igen er den sidste, og at de andre venter på ham. “Jeg har spist med denne gruppe børn i 3 måneder, så jeg ved, at han altid er den sidste”. Hun beder ham om at sætte sig ved siden af en anden dreng, men han siger at ham vil han ikke sidde ved siden af. Pædagogen hæver stemmen og følger ham over på pladsen. I løbet af de 30 minutter hvor børnene sad og spiste, påpeger pædagogen ting som Peter gør forkert. De andre børn blev tiltalt med en helt anden tone og slet ikke i samme omfang.
Da et par af de andre børn begynder at gå fra efter at have fået lov, vælger Peter også at gå. Pædagogen hæver igen stemmen, og siger at han skal sætte sig. Peter svarer; “Jeg gør hvad der passer mig”. Pædagogen siger at det kan han bare gøre, men at hun vil komme og hente ham om lidt alligevel.
Pædagogen bliver siddende, og der bliver efterfølgende ikke fulgt op på de mange negative episoder.
Under hele spisningen kigger pædagogen nervøst på mig, hver gang hun skælder Peter ud, eller påpeger noget, han ikke skal gøre. Det virkede på mig som om, hun søgte en form for anerkendelse fra mig på hendes måde at håndtere situationen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar